Velkommen til Haugårdvej
På Haugårdvej bor op til 9 unge i landlige og hjemlige omgivelser. Huset på 380 m2 ligner et stort, almindeligt hjem i to plan. I det tilhørende udhus har vi et aktivitetsrum, som løbende indrettes efter de unges interesser og behov. Her er blandt andet træningsredskaber og mulighed for kreative aktiviteter.
Lokation: 7 minutter til Møldrup og under 20 minutter til Viborg og Hobro.
Målgruppe: Unge, der har behov for et socialpædagogisk tilbud med tydelige og trygge ramme samtidig med at de har behov for at indgå i et fællesskab.
Tilbud: Fleksible pladser i henhold til Barnets lov § 43 og Serviceloven § 107.
En hverdag med fællesskab og nærvær
På Haugårdvej er fællesskabet en vigtig del af hverdagen. Vi skaber aktiviteter sammen med de unge og bruger både huset og vores omgivelser som ramme for oplevelser, læring og udvikling. Det kan være alt fra fælles aktiviteter og ture til helt almindelige hverdagsoplevelser. Det vigtigste er ikke altid, hvad vi laver, men at vi gør det sammen.
Samtidig har vi blik for, at unge er forskellige og har forskellige behov. Derfor skaber vi også plads til den enkelte unge og til fordybelse, når der er behov for det.
Vi ser, hører og forsøger at forstå
En vigtig del af vores miljøterapeutiske arbejde er at se, høre og forstå den unge.
Vi arbejder med relationen som et centralt redskab og møder den unge med nysgerrighed og anerkendelse. Vi tror på, at udvikling sker bedst i rammer, hvor den unge oplever sig tryg og mødt af voksne, der er tydelige og til at stole på.
Vi arbejder ikke konfronterende, men med fokus på at skabe forståelse, refleksion og nye handlemuligheder. Derudover er personalet opmærksomme på, at de fungerer som rollemodeller for de unge, således at de har voksne i deres hverdag som de kan se op til, lære af og spejle sig hensigtsmæssigt i.
Tydelige rammer – med plads til den enkelte
På Haugårdvej er hverdagen struktureret og forudsigelig. De unge skal kunne vide, hvad de kan forvente af dagen og af de voksne omkring dem. Det kommer blandt andet til udtryk ved vores køkkenalrummets ugetavle, hvor der fremgår hvilket personale der er på vagt, ugens aftensmadsretter, hvornår de unge skal vaske tøj, rengøre værelse samt et fællesareal og hvornår de unge står for at tilberede aftensmaden med personalet. Derudover har vi ligeledes et årshjul hvor årlige ferier og arrangementer såsom julegaveindkøb, sheltertår og arbejdsdag fremgår.
Samtidig er vores rammer ikke ens for alle. Vi tager løbende udgangspunkt i den aktuelle ungegruppe og den enkelte unges behov, ressourcer og udviklingsmål.
Vi arbejder blandt andet med, at den unge gradvist bliver bedre til at:
- skabe struktur i sin hverdag
- håndtere daglige praktiske opgaver
- indgå i fællesskaber
- forstå sig selv og andre
- tage ansvar og træffe egne valg
- mestre mere af sit eget liv
For os handler udvikling både om de små skridt i hverdagen og om de større mål, som den unge drømmer om.
Når fællesskabet bliver en del af udviklingen
At bo sammen med andre unge giver mulighed for at øve sig i relationer, hensyn, konflikthåndtering og fællesskab.
Vi bruger hverdagen aktivt pædagogisk og hjælper de unge med at forstå både deres egne behov og deres plads i fællesskabet.
Samtidig respekterer vi, at nogle unge har brug for mere individuel støtte og tid væk fra fællesskabet. Derfor forsøger vi hele tiden at finde balancen mellem fællesskab og individuelle behov.
Vil du vide mere?
Er du ung, forælder eller samarbejdspartner og vil vide mere om Haugårdvej 9, er du altid velkommen til at kontakte os.
Vi fortæller gerne mere om hverdagen, vores pædagogiske tilgang og om, hvad vi kan tilbyde den enkelte unge.
