Hverdagen på Haugårdvej 9
Afdeling Haugårdvej 9 er et socialpædagogisk opholdssted og botilbud for unge. Fonden Haugårdhus har tre afdelinger, hvoraf Haugårdvej 9 er en af vores afdelinger.
På Haugårdvej 9 har vi plads til 9 unge i alderen 13 til 23. Vi har fleksible pladser i forhold til Barnets lov § 43 og Serviceloven § 107.
Det pædagogiske arbejde foregår i kærlige relationer i et ikke-konfronterende miljø. På afdelingen tilbydes miljøterapeutisk døgnbehandling i landlige og hjemlige omgivelser. Huset er i 2 plan og renoveret i år 2000. I alt 380 m2, som ligner et ganske almindeligt stort hjem. I et tilhørende udhus på ca. 150 m2 findes der et aktivitetsrum, der løbende indrettes efter de unges interesser med bl.a. træningsredskaber og kreativt univers.
Grundarealet er på 3500 m2 og består af en stor græsplæne med gynge og en multibane. Der er bålplads, køkkenhave, stor shelter og terrasser.
På Haugårdvej tager vi til enhver tid udgangspunkt i den aktuelle gruppe af unge mennesker. Vi har en god unge-kultur, hvor vi laver pædagogiske aktiviteter sammen med de unge både på Haugårdhus, og på oplevelsesture udenfor huset. I relationen med den enkelte unge vægter vi i høj grad også at skabe refleksion i forhold til fællesskabet og det at agere i en gruppe med andre unge.